Tagmembraner/Tagpapper
Tagmembraner, tagpapper samt flydende produkter og klæbemasser anvendes primært til at beskytte bygningers tage mod klimatiske påvirkninger og til at beskytte bygningsværker og brokonstruktioner m.m. mod fugt og vandtryk.
I produktoversigten og på de følgende sider gives en række oplysninger om sammensætning, tekniske data, anvendelsesområder og dimensioner på tagmembraner og tagpapper samt flydende produkter og klæbemasse m.m.
Tagmembranerne og tagpapprodukterne er i princippet opbygget med et bærende indlæg - et armeringsmateriale. Indlægget er imprægneret og belagt med bitumen på over- og undersiden.
Til imprægnering af armeringsmaterialet anvendes primært oxyderet bitumen. Til overfladebitumen anvendes polymerbitumen eller oxyderet bitumen, der er stabiliseret med mineralsk filler (filler = fyldstof). For nogle produkters vedkommende er der desuden tilsat andre stoffer for at forbedre bitumenegenskaberne.
På overmembraner og overpapper er oversiden bestrøet med granulat af naturskifer. Dette beskytter bitumenen mod solens ultraviolette stråler, og det giver en pæn tagflade.
For at forhindre sammenklæbning under oplagring og transport af produkterne anvendes fintkornet sand, talkum eller folie.
Det fremgår af produktoversigten, hvilken type armerings- og bestrøningsmateriale hvert produkt er fremstillet med.